America's Cup

The Auld mug - America's cup trofæet

America's Cup er den mest prestigefyldte og berømte kapsejlads i sejlsportens verden. Sejladsen er en duel mellem to både – forsvareren (den regerende mester) og udfordreren, der udkæmper duellen i match race-sejladser. De to både findes gennem to serier af udtagelsessejladser. Historisk set har der både været udfordrerudtagelser, den såkaldte Louis Vuitton Cup, samt forsvarerudtagelser, idet æren som forsvarer automatisk tilfalder den vindende båds land frem for bådens klub. Gennem de senere år er deltagelse i America's Cup dog blevet så bekosteligt, at der sjældent sejles en forsvarerudtagelse. Pladsen som forsvarer tilfalder så automatisk den regerende mesterbåd. Udfordrerserien Louis Vuitton Cup er siden 1983 blevet sponsoreret af firmaet Louis Vuitton.

Selve America's Cup har derfor normalt deltagelse af vinderen af Louis Vuitton Cup og den regerende mester. Vinderen af America's Cup får som præmie den store ære at hjembringe trofæet "the auld mug" til sin hjemklub.

Faste regler afgør bådenes form, størrelse, vægt m.m. Dette specificeres i the Deed of Gift. Selvom stævnet i bund og grund består af sejladser, er det i høj grad også en konkurrence i båd- og sejldesign, sponsorprofilering og teamwork.

På grund af sejladsens historie og prestige tiltrækker den verdens dygtigste sejlere og verdens dygtigste båddesignere, og pokalen betragtes som en slags "sejlsportens hellige gral".


From Wikipedia, the free encyclopedia · View on Wikipedia

Developed by Tubidy